
I alt 790 professionelle kunstnere har frekventeret Artlab i 2007. Af dem deltog 460 på korte efteruddannelseskurser og 330 i længevarende kursusforløb på op til 20 uger.
Af de 330 kursister, som har været tilmeldt et karrierekursus på Artlab i 2007, var 138 musikere, 79 skuespillere, 28 billedkunstnere, 12 dansere, 13 designere, 12 fotografer, 7 instruktører og 7 forfattere. Blandt de resterende 34 var der blandt andet scenografer, gøglere, performere, producere og enkelte akademisk uddannede.
På DMFs efteruddannelseskurser har de 460 kursister, der fik en kursusplads i 2007, kunne vælge mellem i alt 63 forskellige udbud: 27 kurser i forårssæsonen og 36 i efteråret. Flere af kursisterne deltog på mere end et kursus – i alt var der 333 forskellige kursister på efteruddannelsen, hvoraf de 319 var medlemmer af DMF, mens 14 er kommet udefra. Desuden har der været 19 KODA-kurser på Artlab med i alt 139 deltagere.
Efteruddannelseskataloget for dette forår er allerede på gaden, og her præsenteres i alt 18 forskellige tilbud til efteruddannelse. 14 af disse er efterspurgte gengangere, mens fire ikke været udbudt tidligere.
