
Artlab afholdt workshop for nuværende og tidligere kursister med den indiske klassiske pianist og komponist Hervie Syan onsdag den 7. februar.
Klaver, spoken word og fotografi
Hervie Syan kommer fra New Delhi til Danmark for at afholde workshop på Artlab. Han leverer en blanding af jazz, indisk og klassisk musik - et personligt udtryk i en workshop, som er en moderne fortolkning af Gandhis budskaber.
Workshoppen forløber som et flerstemmigt lydbillede, hvor Hervie Syans indiske klassiske klavermusik blandes med en montage af indisk musikstruktur, spoken word og sang samtidig med, at fotografier og billeder af Gandhi og Indien udspiller sig i baggrunden. De tre dele, workshoppen består af, konflikt, medfølelse og Satyagraha, er en moderne fortolkning af indisk musik og Gandhis budskab til verden.
Hervie Syan sigter efter at udvikle strategier for ikke-voldelig kommunikation gennem brug af lyd, struktur og form. Deltagerne bliver bedt om at deltage i at skabe musikken, hvilket skaber en samhørighed gennem lytten, dialog, indlevelse og medfølelse.
Performer og filosof
Hervie Syan er født i 1972 af britisk/indiske forældre. Han lavede sin første store performance i 1997 og har derefter performet i England, Tyskland, Canada og nu snart Danmark. Hans første album ’An equality between expressions’ udkom i 2003 og er et bemærkelsesværdigt kunstnerisk stykke moderne klavermusik. Nu arbejder Hervie Syan på sin anden cd.
Hervie Syan bringer principperne fra Satyagraha (ikke voldelig modstand) skabt af den indiske spirituelle og politiske leder Mahatma Gandhi ind i en musisk form. Han har tidligere været i Taiwan for at studere TAO-filosofien og wu wei-princippet, som drejer sig om korrekt handlen og fraværet af den bevidste tanke. Han tror på at bringe forskellige kulturer og kunstneriske udtryk sammen gennem medfølelse.
Læs mere på www.myspace.com/herviecsyan
