artlab toplog
 
HomeKurserCoachingKunst & erhvervPresseOm Artlabnyhedsbrev

  

Pressemeddelelse 16. april 2007

Hollywood-veteran underviser danske komponister

Manden bag musikken til The Simpsons og Fame, Hummie Mann, er i Danmark for at undervise nogle af landets dygtigste komponister i at lave filmmusik. Og DR Radiounderholdningsorkestret indspiller værkerne den 17. - 18. april.

Kurset Film Scoring er et enestående kursus i filmmusik for komponister i Danmark, og det er blevet mødt af en stor efterspørgsel fra erfarne komponister som Jan Glæsel (’Det Forsømte Forår’ og ’Kun En Pige’), Torben Kjær (Diverse TV- og filmmusik for DR) og Anthony Lledo (’Frostbiten’). Deltagerne komponerer på ægte Hollywood-vis til et stort orkester, og kurset kulminerer i en indspilning med Radiounderholdningsorkestret den 17. og 18. april.

Som et forsøg er kurset i Danmark komprimeret til tre intensive uger – i USA varer Hummie Manns kurser med tilsvarende indhold to semestre. Udfordringen for komponisterne er, at de i løbet af de tre uger skal skrive originalmusik til tre kortfilm - produceret til projekter på Filmskolen.

”Film Scoring følger den gode gammeldags Hollywood-stil med komposition for stort orkester, og det er unikt, fordi der ikke er tradition for det i Danmark.”
- Jan Glæsel

Film Scoring arrangeres i et samarbejde mellem Artlab/Dansk Musiker Forbund og KODA med støtte fra Kunstrådet.

Der er mulighed for at overvære indspilningerne tirsdag og onsdag den 17. - 18. april kl. 10-14.30 efter aftale.

Hummie Mann og deltagerne på kurset giver interviews efter aftale.

For yderligere information kontakt venligst

Tina Blicher
PR- og Kommunikationsansvarlig
Artlab
70 22 15 25
tbn@dmf.dk

Hummie Mann
Komponist / arrangør / dirigent. Hummie Mann er uddannet fra Berkeley College of Music. Han har vundet to Emmy Awards og komponeret til et bredt udsnit af spille- og tv-film, eksempelvis Fame, ALF, The Simpsons og Mel Brooks’ Robin Hood. Hummie Mann har desuden co-produceret musikken til blandt andet Sleepless in Seattle og orkestreret og dirigeret musikken til The Adams Family og Misery.
www.hummiemann.dk

ARTLAB arbejder med at skabe jobudvikling via uddannelse inden for kunst og i kunst & erhverv, med kunstnernes kompetencer i centrum.
ARTLAB rummer en række kurser for professionelle kunstnere fra alle kunstarter samt kurser og efteruddannelse for professionelle musikere.
ARTLAB er etableret af Dansk Musiker Forbund i 1998 og drives i fagligt samarbejde med Dansk Skuespillerforbund.
www.artlab.dk 
 
KODA arbejder for musikken og repræsenterer den danske musikkultur i fortid, nutid og fremtid.
KODA sikrer, at musikkens skabere får betaling, når deres musik bliver spillet offentligt.
KODA støtter musikkens vækstlag med en del af de penge, vi indhenter for brug af musik. Hvert år får ny dansk musik i alle genrer cirka 35 millioner kroner i musikstøtte.
www.koda.dk

16