artlab toplog
 
HomeKurserCoachingKunst & erhvervPresseOm Artlabnyhedsbrev

Artlab Latvia

Letland er interesseret i at etablere en lettisk model af Artlabs kursuscenter for kunstnere i Riga. På baggrund af en konference Artlab netop har afholdt i Riga vil man udvikle et ARTLAB / LATVIA, der forventes klar i 2007.

`Developing Business and Artsist for 21st Century Challenges` var titlen på den udviklingskonference Artlab afholdt på Barricade Museum i Riga den 28. - 30. juni. Det var den lettiske kulturminister Helena Demakova, der havde inviteret Artlab til Riga for at afholde konferencen, der skulle afdække mulighederne for at etablere et Artlab i Letland: ARTLAB / LATVIA.

Artlab har siden 1998 via efteruddannelse og aktiveringskurser for kunstnere arbejdet for at skabe bedre jobmuligheder for den enkelte kunstner – og med stor success. Resultatopgørelsen for kursisterne fra 2004 viser en forøgelse i timeantal på 246 %. Det svarer til en gennemsnitlig tilvækst i arbejdstimer på 12,2 timer for den enkelte kunstner. Størstedelen af timevæksten ligger inden for kunstrelaterede jobtyper i form af kunstneriske opgaver, undervisning inden for kunst eller konsulentarbejde i feltet kunst og erhverv.

Det er på baggrund af denne succes at Letlands kulturminister Helena Demakova ønsker at undersøge mulighederne for at importere Artlab-modellen til Riga og udvikle nye jobmuligheder for de lettiske kunstnere. Hun udtaler:

”Artlab aims at creating jobs through education in arts and business. It provides good possibilities for professional artist to improve their qualification and to follow the development of new technologies, which helps them to keep in market. The resulta are pleasing.”

En gunstig udvikling af kunstnernes karrierer kan skabe positiv effekt i vidensamfundet og stimulere et nationalt særpræg i den globale markedsøkonomi. Med et ARTLAB / LATVIA forventes jobvæksten for de lettiske kunstnere primært inden for kunstnerisk projektudvikling, creative industries og på sigt inden for arts & business.

Kunstnerisk metodeudveksling
Konferencen `Developing Business and Artsist for 21st Century Challenges` præsenterede danske metoder, eksempler og resultater og diskuterede muligheder, potentialer og udfordringer for et ARTLAB / LATVIA. I en visionær og resultatorienteret dialog mellem udviklerne, kunstnerne, og aftagerne – de private og offentlige virksomheder. Mere end 70 højtstående personer fra det lettiske erhvervs- og kulturliv, foruden de fire ministre fra Letlands kultur-, økonomi-, udannelses- og arbejdsministerium, deltog i konferencen.

Projektleder, Nils Fuglesang, Artlab:
”Målet med konferencen var at skabe engagement og medejerskab blandt deltagerne for den videre udvikling. Og skabe fundament for en løbende metodeudvikling og –udveksling mellem Danmark og Letland. Vi kan med Artlabs erfaringer medvirke til at udvikle et ARTLAB / LATVIA, der skal operere med relation til det lettiske samfunds muligheder i det globaliserede konkurrencesamfund. Med fokus på efteruddannelse som en livslang proces for det enkelte individ i en global tid - i og udenfor det kunstneriske felt. Letland har gode kort på hånden: Vækstraten er i top, befolkningen er veluddannet og økonomien er i fremgang - trods kun 15 års selvstændighed. Det ressourcemæssige overskud kan omsættes til at styrke selvstændigheden og sætte fokus på en ’Blue Ocean Strategi’ for lettisk kultur og erhvervsliv. Og dermed forstærke fokus på kreativitet, forandringsparathed og originalitet, der er markedsstyrende på det globale marked.”

 

Ved konferencens afslutning blev der præsenteret en strategi, der arbejdede mod at etablere ARTLAB / LATVIA i 2007.

Læs Det Danske Kulturinstituts pressemeddelelse og hjemmeside: www.dankultur.dk