
Det nye kursuskatalog er det hidtil mest omfattende med i alt 37 kurser, heraf 21 helt nye. De populære cd-gør-det-selv-kurser er blevet udbygget med flere nye kurser, der fokuserer på henholdsvis opstart af cd-produktion, producer-rollen og kunsten at mixe i et hjemmestudie. En anden stor nyhed er kurserne for musikpædagoger, der bl.a. tilbydes ’Musikalsk legestue’ med Mark Schneider og ’Høre-lege-lære’ med Hanna Rose Jørgensen.
Nedenfor ses et uddrag af katalogets nyheder. Alle kurserne finder du her.
MUSIKALSK LEGESTUE
Hvordan undgår du, at din undervisning i musikalsk legestue bliver ren underholdning, når målet ideelt set var musikalsk læring? Mark Schneider har stor erfaring i at arbejde med børn fra 1½ til 7 år – oplev ham undervise og hør ham fortælle om sine grundlæggende pædagogiske principper.
læs mere
HØRE - LEGE -LÆRE
Få idéer til, hvordan du kan anvende hørelære i din musikundervisning til børn, uden at musiktimen bliver til en matematiktime. Hanna Rose Jørgensen har skrevet bogen ”Lyt, leg og lær!”, der er udgangspunktet for kurset. Du får inspiration til sjove hørelæreøvelser og ser, hvordan de virker, når Hanna underviser.
læs mere
KOM I GANG MED MUSIK PÅ COMPUTEREN
Når du nu er musiker og har en computer, hvorfor så ikke bruge den til noget andet end dine e-mails? Musikprogrammerne er blevet lettere at gå til, til gengæld er det blevet sværere at vælge, hvilket software der modsvarer ens behov. Du får hjælp til at analysere dit soft- og hardwarebehov og kommer med i et internetforum, hvor I kan hjælpe hinanden med at løse opstartsproblemerne, når de kommer.
læs mere
VÆR DIN EGEN PRODUCER
Når du sidder ved computeren og laver din egen musik, har du pludselig alle muligheder til din rådighed. Hvordan vælger du? Du har brug for en producer til at tage beslutningerne om, hvordan dit nummer bliver færdigt - den nærmeste løsning er selvfølgelig at gøre det selv. Få Jan Lysdahls input til, hvordan du bliver en god producer og få tips og tricks med til hjemmestudiet.
læs mere
KUNSTEN AT MIXE I ET HJEMMESTUDIE
Én ting er at få mixet sin cd i et stort studie, hvor der er masser af outboard-gear og en stor mixer. Noget andet er at gøre det selv foran computeren. Når du sidder og producerer dine demoer, er det godt at kende de grundlæggende funktioner, der giver et godt mix. Niklas Schak lærer dig at blive bedre til at mixe derhjemme foran computeren.
læs mere
Tilmelding senest 25. august 2006. Læs mere om tilmelding her.
