
Den 21. september kan man opleve en af Amerikas mest vitale roots kunstnere, Corey Harris, i en to timers clinic på Artlab.
Sammen med folk som Keb Moe, Ben Harper og Alvin Youngblood Hart hører Corey Harris til den absolutte top af yngre amerikanske roots musikere.
Mange vil kende ham som den centrale figur i Martin Scorseses bluesfilm ’Feel like going home’ fra 2003, optaget i Mississippi og Mali på den vestafrikanske kyst. Som uddannet antropolog (og fransk-lærer) havde Corey Harris særlige forudsætninger for at formidle filmens dokumentation af bluesmusikkens historie fra dens afrikanske rødder gennem slaveriet til nutidens blues og roots musik.
Corey Harris er født i 1969 i Denver, Colorado, men voksede op i Texas-Louisiana. Hans tidlige interesse for bluesmusik fik ham hurtigt til New Orleans, og siden starten af 1990’erne har hans musikalske karriere som guitarist-singer-songwriter udviklet sig eksplosivt.
Med sin appetit på nye og utraditionelle udtryk er han svær at sætte i bås. På hans indtil nu 7 cd-udgivelser, der alle er rost til skyerne, afprøver han det hele, men altid med gennemtanke og med et særligt tema. Han siger selv, at The Blues ligger ham nærmest, men at hans interesse og forståelse for musikkens rødder og forskellige udtryk gennem tid og sted, lader ham blande blues med afrikansk pop, jazz, rock, reggae og electronica.
Han prøver gerne kræfter med sine kolleger; bl.a. New Orleans-pianisten Henry Butler på cd’en ’Vü Dü Menz’ fra 2000, men måske mest markant med de afrikanske stjerner Boubacar Traoré og Ali Farka Touré på cd’en ’Mississippi to Mali’- inspireret af og indspillet lige efter Scorsese filmen i 2003.
Corey Harris’ enestående musikalitet og indsigt i blues og roots musikken gør denne clinic til en helt speciel oplevelse. Clinicen er arrangeret i forbindelse med Corey Harris optræden på Copenhagen Blues Festival, hvor han spiller på Mojo. Efter København tager Harris videre på turné i Afrika som amerikansk kulturambassadør.
Hvor og hvornår
Artlab, Nørrebrogade 66 d, 2. sal, 2200 Kbh N
21. september kl. 14.30 -16.30
Pris
Medlemmer af DMF og Copenhagen Blues Festival: 60 kr.
Andre: 100 kr.
Tilmelding
Ved Christian Frank, Artlab, e-mail: cf@dmf.dk, tlf.: 70221525.
Corey Harris diskografi
1995: Between Midnight and Day
1997: Fish Ain`t Bitin`
Winner of the W.C. Handy Award "Best Acoustic Blues Album”
1999: Greens
2000: Vü Dü Menz (med Henry Butler)
2002: Downhome Sophisticate
2003: Mississippi to Mali
2005: Daily Bread
Se mere på www.coreyharrismusic.com
